Glædelig Jul
Udgivet den 12. december 2022
Et spændende 2022
Et spændende 2022 er ved at lukke og slukke. Igen har vi i Generous haft et travlt år, hvor vi trods krig, inflation, rentestigninger, valg, og alt hvad der i øvrigt har påvirket 2022, har formået at holde tempoet og fremdriften, så vi næste år, kan se frem til, at de lokalplaner og samarbejdsaftaler vi har arbejdet på, kommer i mål.
Søagerhusene i Smørum er blevet genoplivet, efter et kommunevalg der sendte den til hjørne. Vi er i gang med en revideret lokalplan, som bliver endelig til sommer 2023. Følg med i det spændende projekt her: soeagerhusene.dk
Fuglekvarteret i Hvidovre er ved at tage form. Vi har sammen med Hvidovre kommune afholdt 2 spændende borgermøder, og der er efterfølgende modtaget en del høringssvar, som generelt understøtter en igangsætning af en lokalplan i 2023. Det er en sag, som vi har arbejdet på i 2 år i samarbejde med OGA, Oliver Grundahl. Et samarbejde der på alle måde udvikler sig, med de fagligheder vi kan supplere hinanden med. Der skal nok komme flere sager i den konstellation! Følg med på fuglekvarteret.dk
Kollekollevej i Værløse har endelig fået en form som politikere og borgere – og vi – ønsker at arbejde videre med. Så 2023 bliver året, hvor vi kan indgå aftale med investor, og forhåbentligt komme i gang med at bygge.
Thurinerhusene på Thurø i det smukke, Sydfynske Øhav er gået ind i næste fase. Der er solgt en del boliger, og det gamle værft er revet ned, så vi er klar til at gå i gang med byggeriet i 2023. Ret godt gået i en tid, hvor priserne falder, og forbrugerne holder igen. Stor anerkendelse til vores samarbejdspartner, NPV A/S der som bygherre viser, hvor vigtigt det er at holde fast i kvalitet, og tro på det man laver. Se mere om projektet her: thurinerhusene.dk
Samarbejdet med Proark har taget fart, og vi laver udviklingsopgaver i Svendborg, Aarhus, Stenløse og Roskilde. Fra hjælp med nye lokalplaner, konceptudvikling til social bæredygtighed på en kommunal plads. Et meget spændende og tillidsfuldt samarbejde, som vi forventer os meget af fremadrettet.
Det gode samarbejde er en del af vores DNA i Generous, og det er en vigtig drivkraft i vores arbejde. I 2022 har vi fokuseret yderligere på stærke relationer og samarbejdsaftaler, som supplerer vores kompetencer, så vi kan blive ved med at gøre det, vi er gode til – nemlig at være kreative og procesorienterede. I den tid vi lever i, hvor verden ryster på fundamentale parametre, tror vi på, at det gode samarbejde og rettidig omhu er det, der skal til for at lykkes.
Vi ønsker alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår!