Nyt boligområde i Smørumnedre vundet af nyt navn i branchen

Generous development har vundet udviklingsaftalen, der giver mulighed for at skabe et nyt og bæredygtigt bykvarter på Søagerskolegrunden i Egedal kommune. Og de glæder sig til, sammen med Kommunen og det satte team, at folde stedets potentiale ud. Grunden er ca. 35.000 m2. Hvor meget bebyggelsen ender med at blive, afhænger af den kommende tids bearbejdning af projektet.

Søagerhusene er Generous development’s første projekt som nystartet virksomhed (Anette Krarup Ejendomsudvikling blot med nyt navn), der har den erfarne Anette Krarup som udvikler. Og der er naturligvis stor glæde over, at Generous’ visioner for fremtidens byggeri allerede har vundet en kommunes hjerte.

”Vi ønsker, at lade kærlighed og generøsitet flyde igennem processen lige fra opstarten af arbejdet med lokalplanen, til boligerne står klar til indflytning. Vi har fokus på den funktion en skole har for et lokalsamfund. Her skabes relationer på kryds og tværs af både alder og køn – ude og inde. Her deles viden og her udfolder sig mange fysiske aktiviteter”, forklarer Anette Krarup. ”Det kommende Søagerhusene skal videreføre disse kvaliteter i en skala der indpasser sig i området og tilfører nye forbindelser for både eksisterende og kommende beboere.”

Generous er allerede godt i gang med den indledende fase. Der er sat et meget kompetent team, som alle har været med fra dag 1. Ønsket er, at teamet er med til at tage ejerskab på opgaven fra start til slut.  Alt afhænger af den gode og respektfulde kommunikation imellem alle parter, så man løfter projektet i fællesskab, og får glæde af hinandens evner og kompetencer.

Men kan man overhovedet tale om kærlighed i og til byggeriet? Egedal kommune måtte da også lige have det uddybet undervejs i processen; ”når I siger at det skal flyde med kærlighed – hvad mener I så?”

”Det siger en del om Egedal kommune, at de spørger ind til netop de grundlæggende visioner, vi har som nystartet virksomhed, de er nysgerrige og giver os muligheden for at forklare,” fortæller Anette Krarup. ”Kærlighed og generøsitet er de værdier, vi ønsker at føre ind i de boliger, bygninger og byrum, som vi giver tilbage til stedet og dets beboere. Vi mener, at disse værdier er med til at løfte processen og skabe ansvarlighed for selve byggeriet, så vi skaber de bedste forudsætninger for de mennesker, der efterfølgende skal have deres daglige gang i området.”

Borgerinddragelse er og bliver i den henseende også et vigtigt element i udvikling af det nye område i den eksisterende kontekst. Derfor vil Generous’ team løbende være på Søagerskolegrunden og være synlige i hele processen med lokalplanarbejdet, så borgerne og interesserede, på udvalgte tidspunkter, kan komme forbi og få en snak med teamet.

Team Søagerhusene

Generous har samlet et stærkt og dedikeret team til denne opgave. Et team, hvis medlemmer alle repræsenterer stor erfaring og gode værdier i forhold til byudvikling og indpasning i et eksisterende område.

For yderligere information gå ind på Soeagerhusene.dk eller kontakt Anette Krarup; anette@generous.dk


Udvikler: generous development
Arkitekt: Årstiderne Arkitekter
Ingeniør: Sweco
Urbanist: Niels Bjørn
Social byudvikler: Helles & Docherty
Entreprenør: Jönsson Entreprise A/S
Nedriver: J. Jensen