Frikvarteret

Udgivet den 10. juli 2024

Frikvarteret

Generous development ApS og Ivan Grundahl Holding ApS har vundet udbuddet af den tidligere Frederiksværk skole (en del af Skolevej 1 i Frederiksværk). Her skal vi på den tidligere skolegrund udvikle et nyt boligområde, Frikvarteret, og det glæder vi os helt vildt til. Vi kommer til at have stor fokus på de små og store fællesskaber, på biofaktor, DGNB certificering og genanvendelse af materialer. Vi ønsker grønne beplantningstræk og grønne tage, og fælleshusets placering skal være central. I det hele taget imødekommende, tilgængelige og indbydende boliger, skønt placeret centralt i Frederiksværk og midt i den fantastiske nordsjællandske natur.

D. 18. juni blev aftalen underskrevet, og det bliver SÅ dejligt at komme i gang med at folde alle de gode tanker ud sammen med det team, som vi har samlet til at få lavet det bedste projekt i samarbejde med Halsnæs kommune. Vi skal blandt andet finde de spændende og gode løsninger omkring genanvendelse af materialer sammen med Loudliving og Fisherligtning, og vi skal samarbejde med den nye skole, Frederiksværk skole, om de fælles flader, der er mellem skolen og boligområdet, Frikvarteret. Vi glæder os også til at invitere borgerne indenfor og få deres mening om, hvad Frikvarteret skal kunne.

Det spændende projekt er i samarbejde med vores gode ven og samarbejdspartner OGA – Oliver Grundahl Architecture og med Halsnæs Kommune. Det kan kun blive godt!

Frikvarteret i Frederiksværk. Foreløbig visualisering

Loudliving

Vi vil også gerne fortælle lidt om Loudliving, som er en spændende samarbejdspartner, som vi arbejder fast sammen med på de sager, der kræver, at noget ombygges eller rives ned. Loudliving arbejder aktivt med genbrugsmaterialer og hjælper byggebranchen med at genanvende byggeaffald, som stadig har en værdi. Det giver SÅ god mening, at man forud for en nedrivning får kvalificerede kræfter ud og screene for genanvendelige materialer. Der skabes løsninger på, hvordan vi kan bruge de genanvendelige materialer, så de får nyt liv. I LCA (Life-Cycle Assessment) beregningerne tæller genanvendte materialer med 0 i CO2 aftryk. Så meget desto mere en grund til at genbruge!

Loudliving har netop præsenteret deres seneste projekt, som er i samarbejde med Louisiana Museum of Modern Art, hvor Loudliving blev valgt til opgaven, fordi de er førende inden for genanvendelse af materialer og interiør.

Generous’ Anette Krarup sidder desuden i Loudlivings advisoryboard. Her arbejder hun blandt andet på at udbrede ”WeCare-bevægelsen”. Wecare repræsenterer individer og virksomheder, der har en løsning til nutidens og fremtidens udfordringer i bæredygtighedens navn. De omfavner og formidler informationer om de ildsjæle, der har gået og går en ekstra mil, for at udvikle og implementere reelle løsninger. WecareMovement bliver en forening, der ud over at skabe netværk og gode relationer, skal være et sted til den brede opfattelse af, at vi mennesker skal være sammen og udvikle os i den retning klimaet fortjener.

Loudlivings værdisæt er 1:1 kompatibelt med det, vi arbejder med i Generous development. Vi skal komme med reelle løsninger på de reelle problemstillinger, vi står i. Fra aflad til ansvar i øjenhøjde! Læs mere her: Forside – Loudliving

Rasmus Greve, ejer af Loudliving

Læs mere om LOUDLIVING X LOUISIANA og se den fulde kollektion her: https://butik.louisiana.dk/collections/loudliving-x-louisiana

Vi ønsker alle en sommer fyldt af taknemmelighed, glæde og sommersol☀️!